13. Marts 2022 Lieder i Gjethuset med den prisvindende duo Sophie Haagen/Elias Holm

Duoen Sophie Haagen, mezzosopran og Elias Holm, klaver vandt i 2019 førsteprisen i “Copenhagen Lied Duo Competition”, arrangeret af Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. I Gjethuset mødes de igen og fremfører en bred vifte af lieder som rækker fra den senromantiske periode til det 20. århundredes musik. Undervejs i koncerten fortæller kunstnerne nærmere om musikken.

Koncertsted: Gjethuset, Frederiksværk, kl 16:00.  Medlems billetpris: 100 kr., Gæste billetpris: 150 kr.
Billetter kan også købes på www.gjethuset.dk, dog kun til gæstepris.

Program:

Johannes Brahms (1833-1897) Fra 4 Lieder Op. 43:
    – Die Mainacht (Hölty)
Fra 8 Lieder Op. 57:
    – Es träumte mir (Daumer)
    – Strahlt zuweilen auch ein mildes Licht (Daumer)
    – Unbewegte laue Luft (Daumer)
Fra 5 lieder Op.105:
    – Auf dem Kirchhofe (Lillencron)
    – Immer leiser wird mein Schlummer (Lingg)
Fra 4 Lieder Op. 43:
    – Von ewiger Liebe (Fallersleben)
P. Heise (1830-1879): Gudruns sorg  (Sange til text fra “Den ældre Edda”)
    – “Dengang var Gudrun beredt til Døden”
    – “Hos sad Jarlers ædle Hustruer
    – “Da sagde Herborg, Hunelands dronning”
    – “Da sagde Gullrønd, Gjukes datter”
    – “Engang Gudrun end ham skued”
    – “Da sagde Gudrun, Gjukes datter”
–PAUSE–
O. Messiaen (1908-1992): Fra Harawi sangcyklus ( “Chant d’amour et de mort”):
    – La ville qui dormait, toi
    – Bonjour toi, colombe verte
    – Montagnes
    – Doundou tchil
    – L’amour de Piroutcha
    – Répétition planétaire
    – Adieu

Om kunstnerne:

SOPHIE HAAGEN
Med en stemme sammenlignet med ‘sort fløjl’ er Sophie Haagen rost for sin karakteristiske klang og fleksibilitet. Hun er allerede ved at etablere sig som en

efterspurgt mezzosopran i store dele af verden – og snart vil hun udvide sine relationer med Det Kgl. Teater og Copenhagen Opera Festival.

Sophie Haagen har studeret sang på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i København på både bachelor- og kandidatniveau, hvorefter hun blev optaget på Det Kgl. Teaters operaakademi, hvor hun uddannede sig som som solist. Studierne afsluttedes i løbet af sommeren 2021. Derudover har hun studeret på Eastman School of Music ved University of Rochester i New York og på School of the Aspen Music Festival i Colorado.

I oktober 2019 blev Sophie tildelt førsteprisen sammen med pianisten Elias Holm ved “Copenhagen Lied Duo Competition” på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Hun er en erfaren oratoriesanger, koncertudøver og recitalist og optræder hvert år på Copenhagen Opera Festival. Sin første ledende rolle (Ursula) havde Sohpie i 2020 i David Bruce’s opera “Intet” på Det Kgl. Teater.

Sophie Haagen har deltaget i master-classes med fremtrædende sangere, pianister og vokalcoaches herunder Matthew Rose, Gregory Lamar, Bo Skovhus, Michael Eliasen, Andreas Haefliger og Anne Sophie von Otter. I New York arbejdede hun med dirigenten Benton Hess og instruktør Steven Daigle og i Aspen med Edward Berkeley. Sophie Haagen kunne i 2021 føje årets Leonie Sonning Talentpris til rækken af udmærkelser.

ELIAS HOLM
Elias Holm (f. 1996) begyndte at spille klaver som 6-årig hos Mark Schneider. I perioden 2008-2013 studerede han hos pianist og tidl. docent ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium; Tove Lønskov. Fra 2013-2015 studerede Elias på bacheloruddannelsen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium hos Prof. Amalie Malling. I februar 2015 bestod Elias optagelsesprøven på Universität der Künste i Berlin og startede på en ny bacheloruddannelse hos Prof. Klaus Hellwig. Bacheloren i Berlin blev færdiggjort i januar 2020. Elias modtager desuden privatundervisning hos den verdenskendte pianist Maria João Pires i hendes hjem i Portugal.

Har modtaget privatundervisning i klaverteknik hos pianist og professor ved Piano Academy Lake Como; Prof. Laurent Boullet i Berlin og soloundervisning i Düsseldorf af Prof. Paolo Giacometti. I Danmark har Elias fået timer i lied-akkompagnement af Tove Lønskov og på UdK i Berlin har han studeret lied-akkompagnement hos Prof. Eric Schneider og Prof. Wolfram Rieger. Han modtager privattimer i Wien sammen med Sopran Clara Cecilie Thomsen hos Helmut Deutsch og har desuden deltaget i Det Danske Sangselskabs Sommerkursus med Helmut Deutsch og Bo Skovhus.

Elias har vundet flere danske konkurrencer, herunder Berlingskes Klassiske Musikkonkurrence og Den Danske Steinway Festival, og modtog Grand Prix i den internationale klaverkonkurrence Music Without Limits i Litauen i 2013. Deltog i 2014, som repræsentant for Danmark, i ‘New Names’ International Festival for Young Musician-Performers i Armenien, hvor han optrådte både med soloprogram og som solist i Mozarts c mol-koncert med Armenian Philharmonic Orchestra. Senere i 2014 repræsenterede han Danmark i den internationale Steinway Festival i Hamburg.

Elias har de seneste år spillet et større antal solo – og kammermusik-koncerter i Danmark, bl.a. på Copenhagen Summer Festival, Hindsgavl Festival, Esbjerg Chamber Music Festival og Schubertiaden i Roskilde. Elias’ tidligere og nuværende kammermusikpartnere inkluderer bl.a. Cellist Jonathan Swensen, Violinist Anna Egholm, Mezzosopran Sophie Haagen, Sopran Clara Cecilie Thomsen, Bratchist Nicholas Algot Swensen, Violinist Alva Holm og Klarinettist Jonas Lyskjær Frølund.

Elias har modtaget et antal prestigefyldte legater, bl.a. et nyt Steinwayflygel fra Augustinus Fonden til låns under studietiden og det eftertragtede Sonning Legat. Han har deltaget i flere masterclasses med bl.a. Arie Vardi, Steven Isserlis, Ralph Kirschbaum, Helmut Deutsch, Kevin Kenner, Alexander Melnikov, Ferenc Rados, Eugen Indjic, Mikhail Voskresensky og Eldar Nebolsin.

Sæsonen 2019/20 bød på koncerter i bl.a. Usedomer Festival, Hindsgavl Festival, Copenhagen Summer Festival, Schubertiaden i Roskilde, Nordfalsters Koncerthus, Birkerød Kammermusikforening og Sommerkoncerter på Glyptoteket. Desuden deltagelse i International Musicians Seminar Prussia Cove sammen med cellist Jonathan Swensen, deltagelse i Copenhagen Lied Duo Competition med mezzosopran Sophie Haagen, privattimer i Lied sammen med sopran Clara Cecilie Thomsen i Wien hos Prof. Helmut Deutsch og deltagelse i Maria Joao Pires’ Workshop for pianister på Belgais Center for Arts.