4. Oktober 2020, Musikalske troldmænd på Accordeon og Violin

Bjarke Mogensen, accordeon og Philippe Benjamin Skow, violin er 2 Internationalt prisbelønnede musikere med et bredt virke i det danske musikliv. De har kendt hinanden siden teenageårene hvor de har spillet sammen fra studietiden på det kongelige danske Musikkonservatorium.
Duoen har senest optrådt live på DR2 og norsk TV2 og var det eneste musikindslag som den franske præsident Emmanuel Macron oplevede under sit statsbesøg i København 2018.

Program: 
 J. S. Bach (1685-1750): – Præludium
 Ernest Bloch (1880-1959): – Abodah
 Max Bruch (1838-1920) : – Kol Nidrei
 Gabriel Faure(1845-1924): – Apres un Reve
 P. I. Tjajkovskij (1840-1893) (arr. B. Mogensen): – Andante Cantabile
– Danse Russe (solo accordeon)
– Melodie
—- PAUSE —-
Lil Lacy (f. 1985): – “Løftet af Vinden” (2020)
Domenico Scarlatti (1685-1757):
– Sonate i d-mol
Manuel de Falla (1876-1946) – Nana
– Polo
Bjarke Mogensen:
– “Fantasy on a Folk Song from Bornholm”
Astor Piazzolla (1921-1992): – Café 1930
– Libertango

Koncertsted: Gjethuset, Frederiksværk, kl 15:00.  Medlems billetpris: 100 kr., Gæste billetpris: 150 kr.
Billetter kan også købes på www.gjethuset.dk, dog kun til gæstepris.
Bemærk de CORONA relaterede forsamlingsregler i Gjethuset, se her.
Det er påkrævet at bære mundbind så længe man ikke sidder ned.

Om kunstnerne:

                           Bjarke Mogensen

Bjarke Mogensen er født 1985 i Rønne, Bornholm. Han debuterede 13 år gammel som international solist med Münchens Symfoniorkester i en live udsendelse på tv-kanalen ZDF.

Han har blandt andet spillet med musikere som Gidon Kremer, og Augustin Dumay samt samarbejdet som solist med Kremerata Baltica, Moscow Virtuosi, Det Slovakiske National Orkester, Prague Radio Orchestra, DR SymfoniOrkestret, DR UnderholdningsOrkestret, Cph Phil, Århus Symfoniorkester, under ledelse af dirigenter som Lan Shui, Vladimir Spivakov, Thomas Søndergaard, Rolf Gupta, John Storgårds, Beat Furrer, Francesco Angelico og Leos Svarovksy.

Bjarke Mogensen havde sin debut som solist i Carnegie Hall i 2011 som den første skandinaviske akkordeonist. I 2016 blev han som den hidtil yngste udnævnt til æreskunster i Østermarie, på fødeøen Bornholm.Bjarke Mogensens repertoire spænder vidt: fra egne kompositioner til arrangementer af klassiske værker over folkemusik og til helt nykomponerede værker for instrumentet. Gennem sin nysgerrighed og pionérarbejde med sit instrument, har Bjarke inspireret til tilblivelsen af mere end 60 nye værker – solo, kammermusik og koncerter for accordeon og symfoniorkester, skrevet af nogle af tidens fremtrædende komponister.

At Bjarke’s spil har medvirket til at ligestille accordeonet med de etablerede klassiske instrumenter blev især understreget da han modtog 1. prisen i European Brodcast Unions konkurrence for klassiske solister der blev fulgt af millioner af radiolyttere i hele Europa.


                   Philippe Skow

Philippe Skow er født i 1984 og fik sin første violin som 2-årig. Sin første solo optræden gav han i Tivolis koncertsal som 5-årig. Han optrådte med Copenhagen Phil som 14-årig og som 16-årig vakte han sensation ved at vinde alle 3 priser i den Danske Violin Konkurrence for violinister under 30!

Philippe Skow blev allerede tidligt kendt som violin troldmanden, som fortryller sit publikum med sin virtuositet og musikalitet. Listen over hans optrædener er alen lang og inkluderer Carnegie Hall New York, koncertsale i Paris, Sydney, Abu Dhabi, musikfestivaler som Bergen, Tivoli, Frederiksværk, Bowdoin Music Festival i USA og mange flere.

Philippe Skow er uddannet ved det Kongelige Danske Musik Konservatorium samt i Wien og ved Oberlin musikkonservatorium Ohio USA, med lærere som Prof. Milan Vitek, Prof. Gerhard Schulz og Prof. Boris Kuschnir med flere.

Han er ikke ukendt med at spille på verdens fornemste instrumenter, bl.a. har han spillet på den legendariske Kreutzer Stradivarius, værdisat i omegnen af 100 mill kr ved Prins Henriks begravelse og ved præsident Obama’s besøg i Danmark.

Som om det ikke var nok har Philippe også taget en jura uddannelse og bestrider i dag ved siden af musikken en stilling som juridisk rådgiver.